Læs anmeldelsen af Jane Mondrups roman Zeitgeist hos FrobbieStories

Boganmeldelse: Zeitgeist

Roman, science fiction (sci-fi), fantasy, historisk fiktion
Af Jane Mondrup


Anmeldt til 4. ud af 5. stjerner

Resume

Den veluddannede filolog, Ejvin Rode, vågner en dag forvirret og afkræftet op i en fremmeds seng. Han befinder sig pludselig i et hus og en verden, der mest af alt minder om det gamle victorianske england. Ejvin Rode er fra det 21. århundredes København. Han er en intelligent og reflekterende mand, og han opdager hurtigt at noget er helt galt. Samtidigt er hans hukommelse også noget medtaget. Men hvordan han er havnet her i dette hus, så langt fra København, er, ligesom hullerne i hans hukommelse, lidt af et mysterie.

Ejvin Rode er dog helt sikker på, at han ikke er fra det victorianske england, og han mistænker sin vært, den gådefulde Hector Wycliffe, for at narre ham ind i et omfangsrigt svindelnummer for at overbevise ham om, at han er rejst i tiden. Årsagen til dette svindelnummer kan Ejvin Rode dog ikke gennemskue. Han tilskriver det i første omgang en forklaring, der er forsvundet med hans hukommelse.

At der er visse ting, som ikke stemmer overens med slutningen af 1800-tallet, tiden for det victorianske england, bekræfter kun Ejvin Rodes mistanke. Hector kører blandt andet rundt i en automobil, der efter Ejvin Rodes historieforståelse først opfindes i 1930’erne. Desuden benytter Hector en ældre slags teknologi, såsom elpærer, talerør og en underlige aeronaus (en slags luftballon), der ganske vist er ældre end det 21. århundredes teknologi, men som helt sikkert ikke burde eksistere i slutningen af 1800-tallet.


Men tingene er ikke som de ser ud...

I takt med at Ejvin Rodes hukommelse gradvist kommer tilbage, indser han dog, at situationen er mere kompleks end først antaget. Det viser sig, at Ejvin Rode ikke bare er havnet i fortiden, men endda en parallel fortid til hans egen tid. Denne parallelle tid er skabt af en gal videnskabsmand i en fjern fælles fortid, der gennem katastrofen, kendt som Hohenheims Eksperiment, opløste og fordrejede tiden, som den dengang var.

Ejvin Rode og den nu allierede men stadigt gådefulde, Hector, begiver sig ud for at finde Hectors søster, videnskabskvinden Lily Wycliffe. Lily forsvandt samtidigt med Ejvins fremkost. Hector er overbevist om at Lily kan hjælpe med Ejvins situation, men det går hurtigt op for dem begge, at situationen er meget større end dem selv, og både hele verden og begge de parallelle tider står overfor en apokalyptisk epoke. Ejvin og Hector er måske de eneste, der rent faktisk er i stand til at forhindre verdens undergang. Men mange forhold bliver åbenbaret på deres rejse, blandt andet kærlighed, venskaber og ansvar. Hvordan ved de, hvad der er det rigtige at gøre?

"Tænk dig om! Det burde være indlysende."

Ejvin tænkte. Han boede i København, det var han fuldstændig sikker på, og han havde gjort det i mange år. Siden han begyndte at studere. Ikke helt uafbrudt, han havde været væk i nogle år - det havde med Dimitra at gøre, eller var det familien? Men han var vendt tilbage til København. Det var der han boede nu, bortset fra at det ikke føltes som nu, men som noget der var sket for længe siden.

"Jeg aner ikke hvad du mener. Hvorfor skulle jeg ikke bo i København?"

"Spørgsmålet er ikke om du bor der," sagde Hector. "Men om byen overhovedet eksisterer."

Ejvin stirrede vantro på Hector.

"Hvad i alverden taler du om?"

"Før jeg svarer, så sig mig: Hvilket årstal har vi?"


Uddrag af Zeitgeist

Af Jane Mondrup

Zeitgeist er et ambitiøst værk med en solid historie

Jane Mondrup har med denne roman skrevet et ambitiøst og stort værk, der emmer af en grundig underliggende historieforståelse samt desuden research af både historie, oldtidskundskab, myter og sagn. Jane Mondrup er uddannet arkæolog og historiker, og hendes baggrundsviden lægger et solidt grundlag for romanens basis. Dertil er historien tilsat en god portion fantasi og en spændende filosofisk tankegang, der tager Ejvin og Hector ud på en forunderlig og overraskende rejse. Den filosofiske handling kan dog til tider virke let vidtdrevet, og handlingen bliver ind imellem lidt tung at komme igennem.

Bogen leger med kvantemekaniske tankeeksperimenter, a la Scrødingers kat, og paradokser, hvor ‘tiden’, som et bøjeligt fænomen, diskuteres. Har man enten et kendskab til eller interesse i historie, filosofi og/ eller oldtidskundskab, vil man med sikkerhed læse denne bog med stor interesse. Den kan anbefales til alle, der både kan lide et godt hovedbrud og en god historie.

Jeg giver Jane Mondrups Zeitgeist 4 ud af 5 stjerner for en tankevækkende og spændende læseoplevelse. 

Læs andre boganmeldelser i samme genre

Boganmeldelse: Armageddon år 2419
Boganmeldelse: Armageddon år 2419 Af Philip Francis Nowlan, oversat til dansk og udgivet for første gang i Danmark af Michael[...]
Boganmeldelse: Zeitgeist
Boganmeldelse: Zeitgeist Roman, science fiction (sci-fi), fantasy, historisk fiktion Af Jane Mondrup Anmeldt til 4. ud af 5. stjerner Resume[...]
Boganmeldelse: The Tucson Time Traveler – and other stories
Boganmeldelse: The Tucson Time Traveler - and other stories Af Claus Holm Novellesamling, science fiction (sci-fi), ‘twillight zone’ -fiction, fantasy[...]