Rosens Akkorder af Marie A. White

Boganmeldelse: Rosens Akkorder

Roman, young adult (YA), LesFic (Lesbisk fiktion), LGBT (engelsk for 'Lesbian, Gay, Bisexual og Transgender') 

Af Marie Alexander White

Første bind i bogserien, Luscinias Lyrik


Bedømt til 4 ud af 5 stjerner

Resume

Agathe går i 9. klasse. Hun er en forsigtig og på nogle områder en lidt reserveret pige, og det er der en god grund til. Hun har nemlig, ulig sine klassekammerater, følelser for en person af samme køn, og disse følelser er desuden rettet imod klassekammeraten, Cecilie.

En dag tager Agathe, også kaldet ved hadenavnet A, endelig mod til sig og kysser Cecilie til en fest, i den tro at følelserne er gengældt. Den kædereaktion af handlinger som dette kys medfører, slår Agathe helt omkuld. Hun må igennem en periode, hvor hun mødes med fjendtlighed og nedladenhed. Agathe er ensom og modløs, og selv hendes meget opbakkende storebror, Marcus, har svært ved at muntre hende op.

Heldigvis dukker barndomsveninden, Kaia, op igen efter mange års fravær, og Agathe får også nye venskaber, herunder My fra parallelklassen. De sidste måneder af 9. klasse, indtil afgangseksaminerne, er en rutschebanetur af følelser for Agathe, som skal finde fodfæste igen efter en svær tid. Men som bekendt, åbnes en ny dør, når andre lukker sig, og denne tid er også fuld af spændende og fantastiske oplevelser. Agathe står overfor nogle svære valg i sit liv. Tør hun stå ved sin seksualitet og dermed gå imod sin Far og hele sin omgangskreds?

Uddrag fra bogen:


"Hmm, Marcus?"

Han vender sig om og læner sig op mod dørkarmen.

”Har du noget imod, at jeg spørger Cecilie, om hun vil spise med tirsdag?” Jeg kan mærke mine kinder bliver varme.

”Hvornår har du tænkt dig at fortælle hende det?” spørger han stille.

”Jeg ved det ikke.” Guleroden kører en gang op over den ruflede overflade, derefter ned.

”Du kan jo ikke blive ved med det der. Du piner dig selv.” Han lægger en hånd på min skulder.

Jeg ryster på hovedet. ”Hvad nu, hvis hun ikke vil have noget med mig at gøre længere?”

”Så er hun fandme et røvhul. Du ved jo, hvordan du har det, hvorfor så gå og holde det hemmeligt på den måde?”

”Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at spørge dig til råds,” griner jeg stille, mens jeg henkastet trækker på skulderen. ”Du er jo ikke ligefrem Gulddrengen, når det kommer til piger.”

”Tal med nogen om det. Der er helt sikkert flere som dig.”

Jeg begynder at le højlydt.

”Hvad er det, der er så sjovt?”

”Ja. Jeg håber sandelig, der er flere som mig, ellers ser det sort ud for mit kærlighedsliv.”

”Jeg mente heromkring, din lille idiot.” Han slår mig på skulderen og forsvinder ud af køkkenet.

En smuk fortælling om teenage-livets problematikker

Rosens Akkorder fangede mig fra første side. Marie Alexander White beskriver indlevende en historie, der går lige i hjertet på læseren. Man får umiddelbart sympati med den lidt forsigtige og misforståede Agathe.

Marie Alexander White skriver i et ungt og moderne sprog, der henvender sig målrettet til YA-læseren. Rosens Akkorder er en smuk fortælling om teenage-livets problematikker, og bogen behandler nogle vigtige emner omkring seksualitet, angst og mobning. 

Min eneste kritik af bogen, er at fortællestilen ændrer sig en noget undervejs, og det hardcore budskab, der behandler de tunge emner nævnt ovenfor, svinder lidt i baggrunden for en mere feel-good romantisk historie. Det gør dog ikke bogen mindre fængende. Hele bogen er både en god og letlæst fortælling, som jeg slugte med stor fornøjelse.

Jeg giver Rosens Akkorder 4 ud af 5 stjerner for en god historie med et vigtigt budskab på hjerte. Jeg vil anbefale bogen til alle i den nævnte aldersgruppe, men særligt til den unge læser med interesse for LGBT-litteratur.

Læs andre boganmeldelser indenfor samme genrer

Boganmeldelse: Rosens Akkorder
Boganmeldelse: Rosens AkkorderRoman, young adult (YA), LesFic (Lesbisk fiktion), LGBT (engelsk for 'Lesbian, Gay, Bisexual og Transgender') Af Marie Alexander WhiteFørste[...]
Boganmeldelse: Det blå slot
Boganmeldelse: Det blå slot Af Lucy Maud Montgomery, på dansk ved Lea Thume Udgivet af Pilgaard Publishing Historisk fiktion, kærlighedsroman[...]
Boganmeldelse: Cooper’s craving
Novelle, erotik og romantik (female addiction novel, new romance novel/ contemporary romance)Af Louise Sherman, sprog: engelsk Resume af Cooper's CravingIndy[...]