Boganmeldelse: Mosaik

Mosaik _ læs anmeldelsen af Ellen Baches debutroman hos FrobbieStories

Roman
af Ellen Bache

Anmeldt til 4 ud af 5 stjerner

Resume

‘Mosaik’ er en sørgmunter og episodevist tragikomisk fortælling om en gruppe mennesker, hvis liv flettes ind i hinanden på godt og ondt. De fleste af romanens personer bor i samme opgang på Vesterbro i København, og et par andre fra Indre by og Vesterbro omegn har deres tilknytning til opgangen af venskabelige og kollegiale veje.

‘Mosaik’ er en fortælling om livet, der smukt skildres via beskrivelser af mange små øjebliksbilleder af lykkelige, sorgfulde, gode og tankevækkende dagligdagshændelser, der tilsammen udgør disse menneskers hele liv. Samtidigt beskriver bogen nutidens København og det liv, der kan følge med en adresse i den danske hovedstad.

Et muntert og minimalisk sprog kamuflerer en hårdfør handling

Ellen Bache benytter sig i denne sin debutroman af et minimalistisk og moderne sprog. Handlingen fortælles som den er uden lange og snørklede beskrivelser. Under den muntre og let overfladiske tone behandles imens nogle ret hårdføre emner, såsom angst, utroskab, mistillid, svigt, vold og død. - Emner, der ellers nemt kan trække en bog ned på et dystert og tungt plan.

Ellen Baches fortællerstil formår dog elegant at formidle en dramatisk fortælling om det hele liv med alle de op - og nedture, der følger med. Det gør hun i en både kærlig og munter tone, der kamuflerer de hårdkogte emner og serverer bogen på en smagfuld og letlæselig måde.

Ellen Bache benytter sig desuden af sporadiske digte, referencer og citater til at understrege handlingen, ofte med et slet skjult ironisk pennestrøg. Jeg synes oftest, at for mange citater og referencer kan virke plat og uoriginalt, men Ellen Bache bruger det her effektivt til at skitsere og understrege de berørte personers følelser. I ‘Mosaik’ virker det derfor overbevisende og understøtter det minimalistiske sprog, der netop er relativt fattigt på beskrivende forklaringer.

“... Det var blevet sent, og promillerne var høje. Oswald havde endelig fået løsrevet sig fra Sigurd og bagte på Vivian, som var hans buttede type. Villads bagte på Signe. Oliver nussede sin ekskæreste Signe i nakken, og Liva bed negle, mens hun smilede sit skæve smil. Anita og Otto gjorde, hvad de kunne for at undgå Anton. Anton og Frederikke derimod kunne ikke holde fingrene fra hinanden og søgte ned i enden af haven. Anton lænede sig over Frederikke, som faldt ind i hækken, der bar hende som en lodret springmadras. I ly af mørket kyssede de hinanden lidenskabeligt. En bil kom kørende ude på havegangen og oplyste dem. De var som kaniner, der blev fanget af lyskeglen. Sigurd kiggede kridhvid derned og vendte sig om. Prøvede at lade som ingenting. Vivian gik i chok og drak sig plakat…”

Uddrag af 'Mosaik'

En mosaik af dygtigt karakteriserede personer

Som min eneste kritisk af bogen vil jeg kort nævne et relativt stort og forvirrende persongalleri. Man skal som læser holde tungen lige i munden for at holde styr på de mange figurer, særligt i begyndelsen hvor romanens figurer præsenteres nogenlunde samtidigt. 

Ellen Bache hjælper dog sine læsere godt på vej med en indledningsvis oversigt over romanens personer samt deres tilknytning til opgangen, der fungerer som bogens centrum. Ofte og mange præsentationer af de samme personer i bogens første del, hjælper også på overskueligheden. En teknisk smart detalje, som især understøtter læserens overblik, er små særpræg hos de enkelte personer, der gør dem genkendelige fra hinanden. Ellen Bache fremstiller dygtigt de enkelte karakter med hver deres unikke kendetegn, og det hjælper ikke kun på oversigten, men man lærer desuden personerne at kende igennem historien og føler med dem i både deres successer og ulykker. 

'Mosaik' er en anbefalelsesværdig historie om det almindelig liv

Ellen Baches debutroman ‘Mosaik’ er en anbefalelsesværdig og tankevækkende historie om den almindelige danskers liv og virke. Selvom de seriøse emner skjuler sig under den enkle handling, er disse emner ikke mere i fokus end de ville være for et almindeligt menneske i et helt liv. Sex, sejr, succes og sorg er naturlige elementer i de fleste menneskers liv og indgår også i romanen, som det brogede krydderi på tilværelsen.

Jeg giver ‘Mosaik’ 4 ud af 5 stjerner for en underholdende og tankevækkende roman.

Er du på udkig efter andre boganmeldelser?

Boganmeldelse: The Tucson Time Traveler – and other stories
Boganmeldelse: The Tucson Time Traveler - and other stories Af Claus Holm Novellesamling, science fiction (sci-fi), ‘twillight zone’ -fiction, fantasy[...]
Boganmeldelse: Det blå slot
Boganmeldelse: Det blå slot Af Lucy Maud Montgomery, på dansk ved Lea Thume Udgivet af Pilgaard Publishing Historisk fiktion, kærlighedsroman[...]
Boganmeldelse: Fanny Fairychild -og det magiske spejl
Boganmeldelse:Fanny Fairychild -og det magiske spejlBørnebog (+10 år), fantasy, spænding, nordisk mytologiaf Lykke LindboBedømt til 4 ud af 5 stjerner[...]