Døde piger lyver ikke _Boganmeldelse v. FrobbieStories

Døde piger lyver ikke

- eller gør de?

Anmeldelse af bogen: Døde piger lyver ikke

Dansk udgave af ungdomsromanen ‘13 reasons why’ af Jay Asher

Resume

Den 17 år gamle gymnasieelev, Clay Jensen, modtager på en helt almindelig skoledag en pakke, der for alvor ændrer denne skoledag til alt andet end almindelig. I pakken ligger 7 løse kassettebånd, indtalt af hans gode veninde og gymnasieforelskelse, Hannah Baker, der begik selvmord 2 uger forinden. 

Kassettebåndene viser sig at være en hjerteknusende beskrivelse af Hannahs gymnasietid indtil den dag, hvor hun begik selvmord. 

‘Døde piger lyver ikke’ er den danske oversættelse af bogen ‘13 reasons why’, og den beskriver netop Hannahs 13 bevæggrunde til selvmordet - eller historierne omkring 13 personer, der medvirkede til hendes beslutning om dette. Hver side af de 7 kassettebånd fortæller en separat historie om en person fra Clays og Hannahs fælles omgangskreds på gymnasiet, der har haft betydning for Hannahs fatale beslutning.

Historien udvikler sig fra tilsyneladende harmløse drillerier til ondartet mobning, chikane og seksuel overgreb. Den beskriver samtidigt et skolesystem, der fejlede i at imødekomme Hannahs råb om hjælp. De første personers handlinger sætter gang i en kædereaktion af hændelser, og de efterfølgende oplevelser er som sne på en lavine, der allerede ruller meget hurtigt og forværrer hver dag i Hannahs liv, indtil hun til sidst opgiver det.

"


... "Jeg sad på knæ inde i skabet, og hver gang der var en, som gik forbi ude på gangen, kunne jeg mærke vibrationerne forplante sig til min krop. Alt for mange sange senere registrerede jeg fodtrin inde i værelset. Jeg pressede ryggen mod bagsiden af skabet. Ventede. Ventede på, at skabsdøren ville blive skudt til side, og på at blive hevet ud fra mit skjul.

Hvad mon han ville gøre ved mig?"...


Hannah Baker

/ i 'Døde piger lyver ikke'

Vi følger Clay Jensen, mens han lytter til båndene et efter et og bevæger sig rundt i byen i en følelsesmæssig rekonstruktion af de begivenheder, som Hannah fremlægger - en af gangen. Vi føler hans frustration og vrede, når Hannahs hemmeligheder afsløres, og vi mærker hans tiltagende angst over den uvidenhed han har om sin egen indflydelse på Hannahs skæbnesvangre beslutning. 

Samtidigt konfronteres Clay med sit billede af Hannah, når historien udfolder sig og hemmelighederne afsløres, og særligt når andre personer på båndene afviser hendes historie som løgn.

- Men døde piger lyver ikke - eller gør de?

"


..”Det er fuldstændig latterligt”, siger han. “Jeg fatter ikke, hvorfor jeg er med på de bånd. Hannah ledte bare efter en undskyldning for at begå selvmord”…


Marcus Cooly

/ i 'Døde piger lyver ikke'

Læs den fordi den vil udvide din horisont

Jeg var længe om at blive revet med ind i handlingen. I den første tredjedel levede bogen ikke op til de forventninger, jeg havde på baggrund af utallige anbefalinger. Bogen var ikke helt den page turner, som jeg forventede af en anmelderrost bestseller. 

Baggrundshistorien er dog, som i så mange henseende men særligt i denne, vigtig for den samlede forståelse. Her bidrager særligt den første del af bogen til at man som læser forstår Hannahs følelsesmæssige resignering i slutningen, hvor hun ender med at opgive sit liv i stedet for at samle det op. 

Den lidt flade oplevelse med bogen, særligt i begyndelsen, skyldes muligvis den danske oversættelse, der nok var gået lidt for stærkt. Bogen havde hyppige slå -og tastefejl, hvilket ødelagde læseflow’et, og de sproglige formuleringer virkede underprioriteret. Er man glad for at læse engelske bøger, vil jeg derfor anbefale at man læser originalversionen; ‘13 reasons why’.

Alligevel er bogen et læs værd, da den behandler et vigtigt og sjældent diskuteret emne. Forfatteren formidler dette budskab på en levende og urovækkende måde via det personlige synspunkt fra en nær ven af Hannah Baker, nemlig Clay. Hannahs og Clays oplevelser fortælles i to sideløbende narrative forløb, og det er en strategi, der virker overbevisende.

Læs bogen fordi den med sikkerhed vil udvide din horisont.

grammatikfejl i 'Døde piger lyver ikke'

Selv små slå - og tastefejl ødelægger læseflowet.

grammatikfejl ødelægger læseflowet i 'Døde piger lyver ikke'

Læs om mulighederne for korrekturlæsning hos FrobbieStories.

"


... "Hvis man hører en sang, der får en til at græde, og man ikke har lyst til at græde, holder man op med at lytte til den. Men man kan ikke slippe for sig selv. Man kan ikke beslutte, at man ikke gider sig selv længere. Man kan ikke bare slukke for larmen i sit hoved"…


Hannah Baker

/ i 'Døde piger lyver ikke'

13 reasons why på Netflix

Jeg har efterfølgende også set serien på Netflix, der er baseret på Jay Ashers roman. Her kan indtil videre streames 2 sæsoner. 

Som i så mange andre tilfælde tager manuskriptforfattere til film og serier sig nogle friheder i forhold til den oprindelige roman. Dette gælder også her. Sæson 1 læner sig tættest op af romanen, men er dog efter min mening en selvstændig historie. Sæson 2 er en videreudbygning af fortællingen, hvor seriens manuskriptforfattere for længst har forladt den oprindelige historie. Det gør dog hverken serien eller bogen dårligere, at de ikke er direkte sammenlignelige, og jeg kan klart anbefale begge dele.

Døde piger lyver ikke får 3 ud af 5 stjerner

Jeg giver 'Døde piger lyver ikke' i alt 3 ud af 5 stjerner, da bogen behandler et vigtigt og følsomt emne og kan bidrage til at øge fokusset på dette område. Dog var bogen ikke helt den pageturner, som jeg forventede af en anmelderrost bestseller. Alligevel bør den læses, og kan man kæmpe sig igennem den lidt træge første tredjedel, får man en læseoplevelse, der med sikkerhed giver stof til eftertanke.

Døde piger lyver ikke af Jay Asher. Læs boganmeldelsen hos FrobbieStories