Armageddon år 2419 -Læs boganmeldelsen hos FrobbieStories

Boganmeldelse: Armageddon år 2419

Af Philip Francis Nowlan, oversat til dansk og udgivet for første gang i Danmark af Michael Pilgaard v. Pilgaard Publishing

Science fiction (sci-fi), kortroman


Anmeldt til 4 ud af 5 stjerner

Resume

Da den amerikanske Anthony Rogers i 1927 bevæger sig ned i en kulmine for at undersøge radioaktive gasser på vegne af sit firma, der beskæftiger sig med usædvanlige fænomener, falder minen sammen og indespærrer Anthony (herefter Tony) i en atmosfære af gasser, som holder ham i en præserverende dvaletilstand i omkring 500 år.

Tony vågner i år 2419, kravler ud af minen og finder Amerika i en helt anden tilstand. Landet er dækket af et frodigere landskab, teknologien har udviklet sig og er på én gang både mere avanceret og mere primitiv, og verdens magtstruktur har ændret sig til to store fløje, der er på randen af krig. Mongolerne dominerer nu verden med deres overlegne teknologi, og amerikanerne er forvist til skovlandet, hvor de lever i små klaner (kaldet "gangs"), der også indbyrdes bekriger hinanden.

Tony møder den yngre Wilma og allierer sig med hendes klan, hvilket får betydning for både ham og hendes folk. Tony har krigserfaring fra 1. verdenskrig, som viser sig at være ekstremt nyttigt i den krig med mongolerne, som han kæmper side om side med sine fremtidsslægtninge.

Uddrag af bogen:

Mit første glimt af et menneske fra det 25. århundrede fik jeg gennem en del af skovlandet, hvor træerne voksede spredt, med en tæt skov på den anden side.

Jeg havde drevet formålsløst rundt, og håbløst grublet over min sære skæbne, da jeg lagde mærke til en skikkelse, som forsigtigt bakkede ud af den tætte bevoksning på den anden side af lysningen. Jeg skulle lige til at udstøde et kald af glæde, men der var noget listigt ved skikkelsen, som stoppede mig. Drengens opmærksomhed (for det lignende en knøs på femten eller seksten) var meget fokuseret på den tætte vækst af træer, hvorfra han lige var kommet ud.

Han var iført ret tætsiddende beklædning helt i grønt, og han bar en hjem-lignende kasket i samme farve. Højt om livet bar han et bredt bælte, som blev større hen over ryggen, på tværs over skuldrene, til noget der havde proportioner som en rygsæk.

Idet jeg noterede mig disse detaljer, kom der et skarpt glimt og en kraftig detonation, som fra en håndgranat ikke langt til venstre for ham. Hans arm røg i vejret og han vaklede lidt på en besynderlig måde og smuttede forsigtigt væk fra eksplosionsstedet, let sammenkrummet og stadig vendt mod den tættere del af skoven.

Nørdet på den sjove måde

Armageddon år 2419 er en rigtig sci-fi, hvor der hverken skortes på en utrolig handling eller fantastiske beskrivelser af fremtidsvåben, -teknologi og -samfundsstruktur. Som i rigtig mange andre sci-fi er den underliggende handling en krig om magtbalancen, hvilket kan blive en kende trivielt i længden. Dog skal man læse denne kortroman med nogle andre briller på. Philip Francis Nowlans sci-fis er nok mest kendte for film -og TV-serierne om Buck Rogers, der også blev udgivet i tegneserieformat, dog med den ændring at serien mest foregik i rummet. Buck Rogers er altså en videreudvikling af romanfiguren Anthony Rogers, og man må derfor sige at Philip Francis Nowlan med blandt andet Armageddon år 2419 har været med til at påvirke og lægge grundstenen for hele pulp-æraens sci-fi-genre, som vi kender den i dag.

Armageddon år 2419 er en temmelig nørdet historie, hvor forfatteren ligger stor vægt på beskrivelser af historiens fremtidsvåben -og teknologi. Dertil er forfatteren meget målrettet med handlingen, der overvejende handler om militære forberedelser til krigen mellem amerikanerne og mongolerne eller interne krige mellem de amerikanske klaner. Der ofres ikke meget plads til blødere fortællinger om eksempelvis kærlighed og venskab, hvorfor historien også kan fortælles på knap 100 sider. 

Kan man lide benhårde krigshistorier, der går lige til benet uden for meget udenomssnak, vil man med sikkerhed nyde både historien og de lidt nørdede teknologi -og våbenbeskrivelser, der er med til at male et helt utroligt billede af historiens år 2419. Historien er nørdet på den sjove måde, og man må more sig over forfatterens vidtrækkende fantasi.

Udgivet for første gang i Danmark

Armageddon år 2419 er som sagt en klassiker, og den er nu for første gang oversat og udgivet på dansk af Pilgaard Publishing. Jeg har før anmeldt bøger fra dette forlag, og hver gang bliver jeg lige imponeret over oversætterens store anstrengelser med at bevare forfatterens oprindelige hensigt med bogen. Denne gang er oversætteren Michael Pilgaard, der har kælet for de sproglige detaljer. Jeg kan kun forestille mig den enorme research, der må ligge bag oversættelsen af denne bog, der netop kræver brug af en hel del militær jargon.

Dertil er bøger fra Pilgaard Publishing af en høj kvalitet, der ses af både et lækkert omslag og en grundig redigering, hvor man kun sjældent falder over korrekturmæssige og sproglige fejl.

Armageddon år 2419 -Læs boganmeldelsen hos FrobbieStories

Absolut din læsetid værd

Jeg giver Armageddon år 2419 4 ud 5 stjerner for god underholdning uden alt for mange dikkedarer. Det er nok ret unfair overfor oversætteren, som jeg egentlig gerne ville give 5 fulde stjerne for sit arbejde, men da jeg skal bedømme bogen og ikke manden bag jobbet, må det trække lidt ned i min vurdering at historiens beskrivelser fylder mere, end jeg som læser kan fastholde min opmærksomhed.

Dog er Armegeddon år 2419 absolut din læsetid værd, hvis du da er til sci-fi. Bogen er hurtigt læst og som sagt en klassiker indenfor sin genre.

Andre boganmeldelser i samme genre

Boganmeldelse: Armageddon år 2419
Boganmeldelse: Armageddon år 2419 Af Philip Francis Nowlan, oversat til dansk og udgivet for første gang i Danmark af Michael[...]
Boganmeldelse: Zeitgeist
Boganmeldelse: Zeitgeist Roman, science fiction (sci-fi), fantasy, historisk fiktion Af Jane Mondrup Anmeldt til 4. ud af 5. stjerner Resume[...]
Boganmeldelse: The Tucson Time Traveler – and other stories
Boganmeldelse: The Tucson Time Traveler - and other stories Af Claus Holm Novellesamling, science fiction (sci-fi), ‘twillight zone’ -fiction, fantasy[...]